It’s all about you…

Kære læsere.

Jeg står i KÆMPE dilemma. Synes jeg selv ihvertfald… Og jeg kan mærke, at jeg har brug for, at komme ud med noget af alt det jeg går og bærer på. Nej bare vent, det bliver spændende! Jeg står i den situation, hvor jeg kan sætte spørgsmålstegn ved ALT i mit liv. Bogstaveligtalt ALT. Jeg ved ikke hvad jeg skal tage af uddannelse, jeg aner ikke hvad der interessere mig, selv ikke engang når jeg virkelig tænker efter. Det er jo nærmest unormalt.. Og det er sjovt, for når jeg møder folk der kender mig så kommer de straks med et forslag hvor jeg tænker hey, det lyder da ikke så ringe endda. Men så går jeg hjem og undersøger ting og tænker efter og så pludselig finder jeg en masse snavs ved emnet. Og så er jeg forfra igen. Jeg er lige gået fra min kæreste efter 3 år og 3 mdr. sammen. Heldigvis på den gode måde. Jeg elsker ham højere end noget andet og jeg er næsten sikker på, at det skal være os. Men lige nu har jeg brug for en pause fra alt da jeg aldrig har stået på egne ben før. Så han er der ligesom heller ikke længere… prik prik prik! Og med Emil, var alt nemt… han skulle bare være der, så var tingene nemt. Men nu har jeg brug for, at prøve at klare tingene på egen hånd. Erfare at alt ikke er nemt. For ærligt, det har det været førhen. Og det er så det jeg så sandelig bliver sat på prøve i nu. Jeg ved ikke med uddannelse, jeg har intet sted at bo, jeg har 2 dejlige hunde som jeg jo egentlig gerne ville have med mig men kan ikke, jeg bliver smidt ud af min mors lejlighed pga. hundene om 1 måned og jeg kunne fortsætte….

Alle de problemer var nogen jeg havde sammen med Emil før, og nu er jeg landet med dem selv. Det er ikke længere OS der skal finde lejlighed. Det er ikke længere OS der skal betale regningerne. Det er ikke længere OS der skal snakke om tingene. Nej nu er det mig selv. Og hvis det ikke var fordi jeg havde den skide angst, så havde jeg rejst verden rundt på egen hånd, flyttet til København, taget min drømmeuddannelse, startet egen virksomhed og levet som en 20-årig, som jeg nu er, når jeg fyldte 80!

Og dér mine damer og herre har jeg jo egentlig selv alle svarene på hvad jeg skal med mit liv. Men så tager min dumme lille hjerne sig endnu en tænkepause, et par plader Marabou som jeg egentlig ikke burde, og så er jeg tilbage på NO CLUE, igen.

Jeg sad og så et tv-program forleden. En fransk kvinde var flyttet til en ukendt ø med sin søn fordi hun savnede at leve livet. Hun boede i Paris, som nu ellers er en dejlig by, havde en urimelig høj indtægt og alligevel ville hun væk. Jeg husker tydeligt hendes svar på hvorfor: jeg var træt af at tjene penge for at bruge dem. Og det giver SÅ meget mening og alligevel ikke! For selvfølgelig skal man kunne tjene nogle gode knaster for at leve. Nogle kan nøjes med mindre, men det er så hvem man er. På den ø hun var flyttet til, kostede mad, ly og glæde intet – hun levede bare. Hold kæft hvor gad jeg godt være så viljestærk, så jeg kunne gøre det. Tænk engang hvor meget magt penge egentlig har? Det første jeg altid kommer i tanke om når jeg vælger en karriere-vej er indkomsten. Det har så også noget, at gøre med at min fars firma gik ned engang og vores familie blev hårdt ramt, og det ønsker jeg på ingen måde sker for min egen jeg får en dag. Men hun var VIRKELIG inspirerende.

***

Jeg ved ikke hvor jeg er om 4-5 år. For en uge siden havde jeg set mig selv sammen med Emil, blive en kendt indretningsarkitekt, opfinde de her super vilde mint-pastiller og bo på en dejlig gård lidt ude for Køge sammen med mine 3 børn og 2 hunde. Men så igen, så kommer den her SINDSSYG irriterende tanke der sniger sig ind i underbevidstheden og ikke gider gå væk. Du er blevet sat på denne jord af en grund. Arghhhh og den følger mig.. Sommetider flere gange om dagen. Det er som om jeg har en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Englen siger: Følg din drøm hvis du vil blive frisør, det bliver fantastisk! Djævlen: Du skal sku da ikke leve af at klippe noget af der vokser ud på et andet menneskets hoved! Det er fuldstændig meningsløst!

Og det er så sådan min hjerne fungerer. Jeg ved ikke hvad der gik galt da mine forældre lavede mig, nok at jeg blev blondine og fik dén genetiske fejl men at min hjerne driver gæk med mig og hele tiden minder mig om noget negativt…. Det er jeg ved at få nok af. Djævlen og englen er der faktisk med alt. Ligemeget om det er en once-in-a-life-situation eller om det er fordi jeg skal tage banan eller æble til frokost. Smiler, okay det var måske et overdrevent eksempel men forstå mig ret.

****

Life-situation right now: MÅ finde en løsning så jeg kan have begge mine hunde, MÅ finde noget at bo i med nogen, MÅ finde en løsning på min angst så jeg måske en dag, hvem ved, kan lave det jeg drømmer om, MÅ få mig en uddannelse eller ikke? Se dér kom spørgsmålstegnet frem igen. Skal jeg overhovedet have mig en uddannelse? Skal jeg bare blive komiker på deltid der drømmer om 4,5 minut på scenen til Zulu Awards hvor jeg kan gøre grin med mit eget liv?

Jeg må grave dybere………