Et råb om hjælp!

Kære læsere.

Lige nu sidder jeg i min sofa, ser noget dødsygt tv og drikker utroligt nok en cola… Det plejer jeg aldrig, da jeg engang så en video om hvor meget sukker der egentlig er i cola. Det gør ikke noget godt for kroppen. Total happy her – eller ikke…… Anyways, jeg er sortseer. Med stort S. Ihvertfald for tiden. Og det ved jeg godt, at mange mennesker er. Men det her, det er på et fuldstændig sindssygt niveau.

Man går og har denne her facade som man nødigt ønsker andre skal bryde. En facade der gør, at andre ikke kan se at man er et knust glas indeni. Jeg tænker for meget. Når først der er en lille ting galt, så gør jeg det meget værre end det egentlig er. Eller gør jeg? Måske er jeg bare rigtig god til at indse hvor slemme ting kan være. Eller ikke. Jeg ved snart ikke hvad der er op eller ned. Folk der ikke kender mig – og nogle som faktisk gør, kan ikke se udefra hvor dårligt jeg har det med mig selv. Og ja, jeg ved at jeg ikke er den eneste.

Jeg er nået til det punkt i mit liv hvor jeg er færdig med folkeskole og gymnasie og nu har et sabbatår. Som jeg faktisk skulle bruge på, at rejse rundt. Men det er der min sortseende 6. sans desværre kommer ind. For inde i mit hoved, hvis jeg skulle til at planlægge en rejse langt væk, ville der foregå en masse bekymringer. Hvad nu hvis, dit og dat? Kommer jeg måske til skade? Bliver jeg syg? Hvordan skal jeg klare tingene? Jeg kender jo ingen? – og så videre. Dét mine damer og herre, det kaldes personlige bekymringer. Og dem har jeg ca. hele tiden i min hverdag. Ingen lyv. Og lige præcis dét, har udviklet sig til en enormus angst for alt. Det ville være normalt, at frygte en lang tur til sydafrika, hvor du ingen kendte og endnu ikke var blevet vaccineret. Forstå mig ret. Men når man har angst som jeg, tager man daglige ting ilde op, og forværre en hver enkel lille situation.

Min angst startede da jeg var helt lille. Jeg besvimede foran spejlet, da jeg var ved at ligge makeup. Måske jeg ikke havde fået nok sukker? Måske jeg bare havde stået op for længe? Hvem ved.. Jeg ved bare, at jeg fik denne her utrolig ubehagelige følelse i min krop. Det var som om jeg blev smidt under vandet. Mine ører lukkede, en svag tinitus opstod og så denne her sindssyge følelse af at man ikke længere havde kontrol over ens krop. Jeg mærker mine hår bare rejser sig af tanken. – Og pludselig lå man der. Man kunne alt høre, men intet gøre. Jeg tror nok at, jeg var 10-12 år. Og siden da, når jeg skal noget vigtigt, eller bare op og handle – åndssvagt nok – så frygter jeg, at denne klamme følelse skal opstå igen. Og ja du tænker sikkert “hvorfor skulle den det?”. Og tro mig, det spørgsmål har jeg også stillet mig selv utallige af gange. Og prøvet, at acceptere tanken. Men så har jeg stået i et tog på vej til Hillerød, og lige pludselig. Så lå jeg der igen. Og det kommer og går. Og du har ingen anelse om hvornår næste gang er. Så ja. Det er blot én af de ting jeg går og døjer med dagligt. Og det lyder så dumt når snakker om det. Og alligevel ikke, for det er menneskeligt at bekymre sig. Det vil svare til, at du er kørt galt og at du aldrig nogensinde sætter dine ben i en bil igen, fordi du er bange. Men hvad du helt præcis er bange for, forstår du kun selv.

Min kæreste skal deltage i stort set alt, før jeg kan foretage mig noget. For jeg kan holde angsten tilbage, ved at føle mig tryg. Og det gør jeg med ham, for han ved hvordan han skal reagere hvis jeg får mit angst-anfald. Handle ind, tage offentligt transport, sove alene, tage i fitnesscenteret, tage i biografen, stå model til et photoshoot, medvirke som statist i en reklame film og så videre… Alle de ting takker jeg nej til dagligt, da jeg ikke KAN.

Jeg har altid sagt til mig selv, når jeg var ved at bryde sammen “Du kan, du skal og du vil”. Men når psyken tager over, en slags djævel på den ene skulder, så er der intet at gøre. Nogle siger, at jeg skal accepterer det, finde roen i mig selv. Tsh… det er for godt til, at være sandt. Men jeg respektere de mennesker der er kommet af med angsten på den måde. Min næste frygt er så bare – hvad med min fremtid? Jeg har så mange ord, sætninger, tanker at komme ud med, at jeg ikke ved om jeg skal slutte med starten eller starte med slutningen. Man lever kun en gang. Det tror jeg, er det jeg har bildt mig selv ind flest gange gennem mine 19 år. Jeg vil ikke kunne arbejde som et normalt menneske i fremtiden hvis jeg ikke får styr på mit liv. “Tag til psykolog” – tag 1000kr. og gang dem med 5-7 stykker. Dét er ca. det jeg har brugt på psykologer, terapeuter, healere… Intet har virket. For jeg tror, at jeg desværre holder fast i frygten. Og ja til daglig er jeg er glad pige, der er husket for mit smil. Og i min fritid er jeg model, så sommetider får jeg “fan-breve”, hvis man kan kalde dem for det, og jeg ærger mig så meget over at de piger tror, at jeg er perfekt. Ingen er perfekt.

Og så alligevel.. så er der de dage hvor man er 100% frisk. Har lyst til at springe ud i en hver udfordring og har fundet du af hvad man skal bruge resten af sit liv på. Yes, jeg skal så meget være egendomsmægler, min kæreste kommer hjem fra militæret i morgen og min mor har lige skrevet, at hun elsker mig. Så fed en dag, det skal nydes! Jeg hopper i bilen i tivoli med min veninde, ingen frygt. Og hvis jeg skulle få den mindste følelse af angst, så fuck det. Jeg dør ikke. Sent om aftenen falder jeg i søvn med et smil på og næste morgen… Savner jeg følelsen af lykke igen.

Sådan en dag, har jeg ca. 2-3 gange max. På en måned. Så ja, hvis du tror din dag er dårlig, så forestil dig at være i min krop bare én dag…

Knus jeres Julie!