Singlelivet = byture, frihed, druk og hor?

Kære læsere!

Ja jeg er som sagt blevet single, som nogen af jer nok ved nu. Og jeg kan simpelthen ikke lade vær med, at grine når folk de spørger ind til mig omkring det. Er du klar på druk, skal du med i byen, får du scoret nogle fyre osv.

Tænk at det skal være sådan? Smiler.

Altså nu har jeg aldrig rigtig prøvet, at være single.. Ja det er sandt. Jeg var lidt af en player i mine yngre år, men også en kæmpe tryghedsnarkoman. Jeg skyndte mig, at finde en ny og selvfølgelig sød fyr så snart jeg havde slået op med den tidligere. Jeg kunne ikke klare at være alene. Og det er også en af grundene til, at jeg er gået fra den sidste fyr her. For jeg har ærligtalt aldrig prøvet, at være alene. Men det besluttede jeg, at jeg blev nødt til nu. Til jer der ikke kender det, i kan nok ikke forstå det. Men det er faktisk sindssyg hårdt. Nu har jeg levet op og ned af min sidste kæreste i godt 4 år. Vi lavede alt sammen. Tog ned og handlede sammen, tog i fitness sammen, lavede mad sammen, tog kørekort sammen, gik i klasse sammen, havde sex sammen, tog toget til skole sammen, købte hund sammen, købte bil sammen, jeg kunne blive ved. Og i og med følelserne ikke var der mere, så jeg mit snit til at være alene. For første gang nogensinde. Før i tiden, før de blev skildt, havde jeg også mine forældre. De var også en slags tryghed. Men nu er de også hvert til sit, så alle beslutninger ligger på egne skuldre, if you can say so!

Anyway…. jeg bare er overrasket over, at der er så meget fokus på man skal ud og skabe sig åndssvag. Jeg vil ikke sige jeg føler mig trykket af det, men jeg føler mig berørt af det. Når en pige er single, er hun et slags objekt der skal ud og benyttes – agtig. Nu skal jeg passe på, at jeg ikke snakker generelt men som i kan mærke er jeg ihvertfald ikke den type der skal ud og opsøge nye mandligheder hver weekend… Og så er jeg ikke meget for, at drikke! Jeg er så svagdrikker som man kan være… Men hvis jeg nogensinde skulle finde en fyr, skulle det i hvertfald ikke være i byen, griner.

**

Jeg har aldrig opsøgt mine grænser. Jeg har undgået dem. I og med jeg også har angst, har jeg altid lænet mig op af en anden eller noget andet. Men skal man virkelig opsøge sine grænser? Opsøge uvisheden? Spændingen? Jeg så en film forleden hvori der blev sagt du lever kun den dag du vælger at leve. Og der tænkte jeg bare… Har jeg levet? Min eks og jeg var så tætte til sidst, at VI levede. Ikke jegselv men VI. Og nu har jeg bare fundet ud af, at det er vigtigt at påskønne sit eget liv. Nok har man en man elsker, holder af og vil dele resten af livet med. Men det er altså dit liv du står med i hænderne. Og du får ikke ét eneste sekund tilbage af det….